
Vi har været af sted allesammen med Tinna og Gæfur til Nordiske Mesterskaber på Strömholm i Sverige, 120 km vest for Stockholm.
Vi havde en begivenhedsrig tur derop. Vores ‘nye’ Nissan Patrol gav op efter 300 km. i Sverige.
Vi måtte vente to timer i nødsporet, på motorvejen til Stockholm, på Falck. Gæfur stod heldigvis stille og roligt og pigerne satte sig i græsset lidt væk fra bilen.
Der var 30 grader og solskin så det var en varm fornøjese.
Men så fik vi en super fin service af Falck i Jønkøping.
Vi fik en erstatningsbil som kunne trække traileren videre og efter 18 timer kunne Gæfur stige ud af traileren.
SOS international sørgede for erstatningsbilen og transport af Patrolen hjem, os vederlagsfrit. Det var åbenbart dækket af vores kaskoforsikring ved Tryg.
Vi nåede så alligevel frem til Strömholm som de første danske ryttere lørdag eftermiddag. Vi blev meget professionelt og venligt modtaget af vores værtinde Nina som er dansker og har boet 18 år i Sverige, hun var også senere til stor hjælp ved vores bilproblemer.
Ang. det sportslige gik det ikke så godt for Tinna og Gæfur. Han gik meget fint først på ugen under træningen, men da det kom til udtagelserne fungerede tingene ikke optimalt. De kvalificerede sig til B-finalen lørdag, men sidst i opvarmningen var der problemer med at finde traven. Dette var et nyt problem for dem, godt nok havde den ikke været så stærk, som når den er bedst men at blive væk, det har vi aldrig prøvet før.
Det kom til at koste dyrt i B-finalen, Gæfur travede kun én langside, som ikke gav de sædvanlig høje karakterer, og de gik ikke videre øv, øv.
Ellers havde vi en rigtig god tur med godt vejr og et godt landshold med meget velfungerende holdledere og trænere.
Socialt har det været en dejlig oplevelse og stedet Strömholm ligger fantastiskt ved sø og skov. Der blev både tid til at plukke blåbær og hindbær og bade i søen.
Hestenes forhold var ikke optimale i varmen der var bokse ud i det fri med plastikpresseninger, så det var nogle gange over 40 grader indenfor. Der blev trukket lod om 5 bokse, som danskerne fik tildelt i en alm. kold stald, men vi var ikke nogen af de heldige.